"Min far er astronauten, der vender hjem i slutningen af Stanley Kubricks film Rumrejsen 2001. Han ser sig selv sidde i en stor seng, det ene øjeblik et barn, det næste en olding. Ansigtet gennem visiret i astronautdragten siger, hvor blev tiden af?"
Da Mathildes stedfar dør, plages hun af spørgsmålet om, hvad der sker, hvis hendes egen far dør omme på den anden side af Atlanten. Vil der være nogen, som ringer til hende? Hele sit liv har hun været på lang afstand af en vigtig historie, som hun selv er en del af. Af skræk for, at fortiden skal gå til grunde i hendes egen hukommelse, går hun i gang med at skrive den bog om sin far, som hun altid har vidst, at hun skulle skrive. Det er historien om en far og en datter og om alt det, der adskiller dem, Atlanterhavet, sproget og en stedmor af mytologiske dimensioner. Og om tiden, der nådesløst går. En dag er vi voksne, og barndommen ligger uigenkaldeligt bag os fuld af huller og fortrydelser.
Men faren er endnu levende, og datteren er fuld af vilje. I anden halvdel af bogen mødes de i hans fødeegn i en lille by i Texas. Kan hun gøre slægtens sted til sit eget? De lejer et lille hus på prærien. Sammen kører de rundt i en blafrende blikbil. De besøger slægtninge, døde som levende. Texas’ historie filtrer sig sammen med familiens. Der vokser et landskab frem. Tiden bliver langsom. De sidder i hver sin gyngestol på verandaen og ser himlen sortne til.
Lone Star er en roman om fædre og døtre og tilhørsforhold og om at overvinde enorme afstande. Om alle de historier, som udgør et menneskeliv. Om at være levende og om at se og forstå – og elske alligevel.
